Bøger

fra Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv

Bøgerne kan købes i Arkivet på Mosedalvej 1 i åbningstiden: hver lørdag 11-14.
Enkelte af bøgerne kan også downloades gratis.
Nogle titler haves kun i få eksemplarer.

Ud over bøgerne i listen herunder har Arkivet også mange antikvariske bøger til salg.

Herunder finder du en liste med korte bogomtaler. Bøgerne er opdelt i fire grupper:


Generelt om Valby

Årsskrift fra Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv

I en årrække udgav Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv hvert år et årsskrift. Årsskriftet kan købes i løssalg for kr. 35,- pr. stk.

Da den røde hane galed

Af Oline Udsholt, 1992. Pris kr. 75,-
I sommeren 1865 gik størstedelen af Valby op i lys lue. Byens beboere forsøgte forgæves at bekæmpe ilden – brandsprøjter kom til fra Carlsberg og fra flere a af de omliggende byer, man da branden kunne ses viden om, strømmede der også et talstærkt publikum til fra forlystelsessteder på Frederiksberg. Det bedre københavnske borgerskab ville også ud at se på – men alle disse mennesker bidrog nu kun til at gå i vejen, øve hærværk og tyveri – og tumulten blev til sidst så voldsom, at militæret blev sat ind.
Oline Udsholt har mange års erfaring i arkivstudier, og gennem de gamle Politiretsprotokoller, breve og avisartikler er det lykkedes hende at trænge til bunds i disse begivenheder, der hidtil kun har været beskrevet i mindre artikler.

Det gamle Valby. 25 tegninger af Erik Petersen

Forord af Hans-Otto Lindgreen. Valby Lokalhistoriske Selskab, 2003 (sorthvid gengivelse af tegningerne). Pris kr. 75,-

Engang i Valby. 33 artikler

Af Hans-Otto Lindgren. Valby Lokalhistoriske Selskab, 2007.
Pris kr. 150,-
Et hæfte med artikler fra Valby Avis i perioden 2004-2007.
Et udpluk af titlerne: Bomuldsspinderiets grund i fortid og nutid. En tur med Hesteomnibussen København-Valby og retur Januar 1885. Fra ambulant feltbolig for kejser Wilhelm i 1914 til skolepavillon for Valby Skole. Skarprettertræet i Valby. Da Valby fik sin første biograf. Valby – byggeforeningernes bydel. 10 øre for en rottehale. Nordisk Films tidlige år i Valby Mose. Valbys første stations omskiftelige skæbne.

Glimt af det gamle Valby

Af Arne Steen Jensen. Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv, 1998.
Pris kr. 130,-
13 kapitler med glimt fra det gamle Valby.
Et udpluk af kapiteloverskrifter: Valbys brand i 1865; Pyromanen Jens Nielsen og gårdbranden 1883. Tingstedet. Valby Kro. Gader og gadenavne i det gamle Valby. Valbys første jernbane. Da Valby igen fik jernbane. Sporvognenes Valby.

Ude i Valby

Af Peter Olesen, 2014. Pris kr. 99,-.
I denne guidebog fortæller Peter Olesen om den bydel, han holder så meget af. Han har boet i Valby siden 1972, og denne bog er hans tredje om bydelen. ude i Valby er en uforbeholden kærlighedserklæring til den store københavnske bydel, der er ved at få sig et gennemgribende løft.

Valby – nabo til Kongens København

Af Karl Erik Frandsen m.fl., 1983. Pris kr. 65,-
Kort over Valby og beskrivelser af gårdene i Valby på forskellige tidspunkter: Tiden før 1682, opmålingen omkring 1682, Valby i 1800-tallet, industrierne i det 20. århundrede.

Valby – bevar mig vel

Af Peter Olesen. Pris kr. 249,-.
Ny udgave fra 2015. Om bydelens historie med nedslag i 1988, da Valby lå forsømt og glemt af det københavnske bystyre. Bogen trækker trådene tilbage gennem historien til det Valby, der var engang. En klassiker skrevet af Peter Olesen. Den har været efterspurgt i mange år og blev genoptrykt i 2015.

Erindringer

En tur gennem mit barndoms Valby 1880. F.N. Pedersen

Udgivet af Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv, 2006. Pris kr. 75,-
Valby omkring 1880. Nedskrevet af manufakturhandler F.N. Pedersen i 1932. F.N. Pedersen var søn af Valby-bygmesteren tømrermester Hans Pedersen, som byggede over 150 huse i Valby, da den store brand i 1865 havde lagt store dele af landsbyen i aske. F.N. Pedersens manufakturhandel lå på Valby Langgade 31 fra 1895 til den lukkede i 1970erne.

Fra Valby til Albertslund. Glimt af en livshistorie.

Af Jørgen Nielsen, 2010. Udgivet af Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv. Pris kr. 85,-

Fra forordet: Det er interessant at gå rundt på Frilandsmuseet og se på huse, møbler og redskaber, men jeg vil hellere gå rundt i disse menneskers livshistorier. Biografier med et væld af detaljer og beskrivelser af fortidens dagligliv og materielle kultur har altid kedet mig. Jeg har valgt at skrive om episoder, situationer og begivenheder, sådan som jeg oplevede dem som barn og ung. Mit liv begyndte i Valby i 1942 og fortsatte fra 1965 i Albertslund.

Ja, man kan høre at du er ude fra Valby med de flade a’er. Min barndom i Vigerslev som jeg husker den fra 1935 til 1950

Af Anette Degn Beck, 2006. Pris kr 100,-
Personlige erindringer, der giver indblik i mange dagligdags foreteelser fra tiden omkring 2. verdenskrig: Hinkeruder, at spille Land, mørkelægning, tørvegravning, kaffetilsætning, Amar’ madder, sagosuppe, livstykke (beklædning) og meget, meget mere.

Min barndom i Valby

Af Sinne Grøndahl, 2016 (første udgave kom 2005). Pris kr. 199,-
Min barndom i Valby er en erindringsbog, et erindringsbillede fra 1946 – 1964.
Bogen handler om at være barn i 1950erne og 1960ernes Valby.
Forfatteren og hendes familie boede i huset på Mosedalvej 10, det er det eneste hus der ligger der endnu og hvor baghaven har Nordisk film som genbo.
Bogen handler derfor også om Nordisk Film, og fortæller om forfatterens oplevelser af filmoptagelser, som hun var med i, herunder kan Poeten og Lillemor nævnes.
Min barndom i Valby giver et indblik i filmens forunderlige verden, om skuespillere og folk der arbejdede på Nordisk Film.

Skæbne eller tilfældighed. Erindringer 1929-1945

Af John P. Lund, 2009. Pris kr 85,-
John P. Lund har skrevet en lille bog om sin barndom, opvækst i 30’erne og begivenhederne under besættelse set gennem en ung drengs øjne.
John P. Lund har en webside om bogen.

Ung fra Valby. En samling historier fra mit liv, 1942-1965

Erik Tougaard Jepsen
Pris kr. 190,-
Historier fra en aktiv drengs liv i Valby og fra en ungdom krydret af venskaber, spændende aktiviteter og farverige personer.

Kvarterer

100 år og et kvarter. Fra træskotramp til vejbump i Den Hvide By i Valby 1898-1998.

Af Vejlaget Trekanten, 2000. Pris kr 187,50.
I forbindelse med 100 års dagen for stiftelsen af Valby Arbejderes Byggeforening i 1998 nedsatte Trekantens Vejlag en “historiegruppe”, der står bag denne bog.
Bogen fortæller om et spændende stykke dansk lokal- og kulturhistorie og trækker linien fra de første dramatiske år og frem til i dag, hvor Den Hvide By er et attraktivt boligkvarter. Hvor foreningssammenholdet stadig eksisterer og har udmøntet sig i en lokalplan, der sikrer kvarterets særpræg og oprindelige kvaliteter og samtidig kombinerer dem med moderne bekvemmeligheder som fjernvarme og kabel-TV, ligesom husenes hvidtning af bevaringsmæssige hensyn siden 1903 har været et fælles anliggende.
Bogen er samtidig krydret med en række personlige beretninger om livet i Den Hvide By.
Vejlaget Trekanten har en webside om kvarterets historie, og bogen kan downloades her (13 MB).

Carlsbergkvarteret

Pris kr. 199,-.
Af Erik Udsen m.fl., 2003.
Bogen skildrer områdets transformation fra landbrugsjord til et kvarter præget af store villaer. Bogen er udarbejdet af Valbybakkens Vejlag under redaktion af beboer og journalist Erik Udsen..
Carlsbergkvarteret regnes for et af landets smukkeste og arkitektonisk mest interessante. Og selv om bryggeriet Carlsberg lå der først, har hverken brygger Jacobsen den ældre eller yngre nogensinde ejet den jord, hvorpå villakvarteret opstod. Det gjorde til gengæld den driftige proprietær på Bjerregården, J.C. Ostenfeld. Han stod selv som bygherre på de 11 første villaer, men nøjedes siden med at sælge byggegrundene. I en servitut fik han indskrevet, at grundene alle skulle bebygges med en hovedbygning til beboelse for højest to familier, og de skulle holdes i villastil og ikke være højere end stue og 1. sal med kælder. Fra starten af 1800-talet og i de første årtier af 1900-tallet skød den ene arkitektperle op efter den anden. Bogen fokuserer på Gamle Carlsberg Vej, Bjerregårdsvej, Bjerregårds Sidevej, Antoinettevej og Søndermarksvej.

De første 100 år i Lyset

Af Egon Lind & Grundejerforeningen Lysets jubilæumsudvalg. Grundejerforeningen Lysets forlag, 2010. Pris kr. 200,-
Jubilæumsskrift i anledning af 100-året for Byggeforeningen Lyset i Valby. Rigt illustreret med fotos. Bogen indledes med et afsnit, der kort fortæller om Lysets tidligste år. Egon Lind, som er opvokset i Lyset, har skrevet en beretning om barndom og ungdom i Lyset fra 1930’erne frem til 1950’erne. Et kort kapitel om Kulbanen til Valby Gasværk. Bogens sidste del er præget af nutidige billeder. Der er et kapitel om festerne i Lyset – sommerfest og fastelavnsarrangement. Dernæst følger afsnit om nogle af de ting, der giver Lyset dets særpræg: husenes detaljer, karnapperne og stakitterne i Lyset. Man kan yderligere få syn for sagen i et kapitel med fotos af hvert af Lysets 107 huse som de så ud i 2010.
Grundejerforeningen Lyset har en webside om bogen, hvorfra download er mulig.

Fra bar mark til storbylandsby

Udgivet af Grundejerforeningen Vigerslev Haveforstad, 2016. 87 sider. Pris kr. 100,-

Jubilæumsskrift udgivet i anledning af 100 års jubilæet for Vigerslev Haveforstad.

Denne bog er fortællingen om udviklingen af området Vigerslev Haveforstad, fra den bare mark, der kom fra udstykningen af lokale gårde til et modent villabyggeri i København. Bogen fortæller historien om udstykningen, om byplanarkitekt Charles Schous plan, om indlæggelse af vand, om anlæg af veje og kloakker, om el og gas, om fortove, om sporvogne og busser og om erhverv – fx om et ægteskabsbureau.  Den fortæller også om nogle af de mere ideologiske kampe, der har stået – skal vi have stilleveje? Kan vi holde fælles fester? Hvorfor er det så dyrt at have grønne anlæg? Forfatterne håber med bogen at vise, at det faktisk er muligt så tæt på byen at have et fantastisk område, hvor det hele går op i en højere enhed, hvis alle er parate til at deltage i fællesskabet.

Fra kornmark til byggeforening. Valby og Omegns Byggeforening 1898-1998

Af Hans-Otto Lindgreen. 1998.
Pris kr. 150,-
Valby og Omegns Byggeforening var den første af en række byggeforeninger, der kom til at præge Valbys udvikling fra 1898. Bogen forsøger at tegne et billede af et område, der for hundrede år siden startede som en dristig udflytterkoloni, men som nu – stadig med størstedelen af sin oprindelige egenart i behold – opleves som et parcelhuskvarter i bekvem nærhed af storbyens centrum.

Lyset i Valby. Glimt af en københavnsk byggeforenings historie

Udgivet af Grundejerforeningen Lyset, 1993.
Pris kr. 50,-
Et hæfte på 44 sider om Byggeforeningen Lysets historie. Byggeforeningen Lyset omkring Steins Plads blev dannet i 1910, og i 1913 stod de første huse færdige. Hæftet blev til i anledning af de første huses 80 års jubilæum. I starten af 1990’erne boede der i Lyset stadig mange ældre, der var flyttet ind som børn, eller havde forældre, som havde været med fra starten. Derfor indeholder hæftet mange personlige beretninger fra Lysets første år, som blev indsamlet til 80 års jubilæumshæftet i 1993.
Grundejerforeningen Lyset har en webside om bogen, hvorfra download er mulig.

Tvillingehusene – bygget af banegården sten

Af Jørn Nielsen m.fl. 2017. Pris kr. 295,-

Den farveillustrerede bog ”Tvillingehusene – bygget af banegården sten” er på godt 200 sider. Den udkom i forbindelse med Valby Vænges 100 års jubilæum i september 2017.

“Valbys hemmelige smørhul'” er området Valby Vænge blevet kaldt. Andre har brugt udtryk som “den lille landsby midt i hovedstaden”, fordi området er kendetegnet ved, at der ikke er noget, der stikker mere end halancen etage op. Det skulle da lige være nogle høje træer.

Ved første øjekast ser områdets 120 huse næsten ens ud. Ved nærmere eftersyn har de en detaljerigdom, som blev udtænkt af arkitekten J.L. Meulengracht allerede fra starten.

De sammenbyggede huse er bygget parvis ens af genbrugsmaterialer – primært hentet fra den gamle hovedbanegård i København. Deraf bogens titel.

Dette er historien om tankerne bag kvarteret, husende, livet i Valby Vænge, den dramatiske start og de mange slåskampe, beboerne i området har været igennem de første hundrede år.

Journalist Jørn Nielsen, der har boet i Valby Vænge i mere end 20 år, har indsamlet materiale, fortællinger, anekdoter og interviews med beboerne i Valby Vænge over en årrække. Han.har ført pennen, mens gode kræfter i kvarteret – herunder to dygtige researchere, en fotograf og en grafiker, har hjulpet bogen i mål.

Bygninger

Jesuskirken – en af Danmarks mest usædvanlige kirker gennem 125 år

Af Erik Udsen i samarbejde med Frank Bjørn Christensen, 2016. Pris kr. 300,-
Det tog knap 10 år at bygge Jesuskirken i Valby. Bryggersønnen Carl Jacobsen var kirkens bygherre. Historicismens store arkitekt Jens Vilholm Dahlerup tegnede den, og hans streger gennemskærer hele kirken og den ufattelige mængde af varierende ornamenter og symboler.
I anledning af kirkens 125 års jubilæum i 2016 besluttede Menighedssamfundet ved Jesuskirken at udgive en bog om kirken. Beslutningen var blandt andet begrundet i, at der meste af, hvad der siden kirkens indvielse var skrevet om den, enten var beskedent eller i flere forhold utilstrækkeligt. Der var behov for at få kastet et fornyet lys over kirkens tilblivelse, dens historiske kontekst og den store mængde af kirkekunstværker, der præger dens indre og ydre. Næppe nogen anden kirke i Danmark er så rigt udsmykket og så særegen som Jesuskirken – ølbryggerens kirke på Valby bakke.
313 sider – over 500 illustrationer.

Jesuskirkens krypt – en del af historien

Af Nina Haldor Hansen, 2015. Pris kr. 198,-
13. marts 1883 oprettede Brygger Carl Jacobsen og hans hustru Ottilia »Ny Carlsberg Kirkelegat«. De ville forære Valby en kirke, men stillede som betingelse for byggeriet, at der inden for kirkens mure indrettedes et begravelsessted for dem selv og deres efterkommere.
Valby fik sin kirke. 15. november 1891 blev den indviet under navnet Jesuskirken.
Betingelsen, et begravelsessted for familien Jacobsen inden for kirkens mure, blev også opfyldt: Under kirkens kor findes en enestående gravkrypt. Krypten er overdådigt udsmykket. Vægge og lofter er fornemt dekorerede, der er kunstværker og symboler, og alle de sølvkranse, der er sendt som en sidste hilsen til medlemmer af familien Jacobsen, hænger på væggen og beretter på deres egen måde om familien og om historien.
Bogens forfatter, Nina Haldor Hansen, har været rundviser i Jesuskirken og kender hver en krog af den rigt udstyrede krypt.
En spændende historie bliver her fortalt, hvor læseren bliver præsenteret for kunstværker, symboler, breve, dagbøger, 30 sølvkranse sendt til familien Jacobsens begravelser og et væld af arkitekt Vilhelm Dahlerups tegninger og udkast.

Timotheuskirken 100 år

Pris kr. 100,-
Udgivet i anledning af jubilæet 2011.