Lidt om vejnavne

 

RETORTVEJ – De beholdere hvor bygassen blev udvundet kaldtes retorter. Vejen ligger, hvor Valby Gasværk lå. Det sprang i luften ved en ulykke den 26 september 1964, her eksploderede en tank med 140.000 m³ gas. Braget og rystelserne fra eksplosionerne var så voldsomme, at københavnerne først troede, at der var faldet en atombombe. Tre arbejdere på gasværket omkom ved eksplosionerne og en mand på gaden i nærheden døde af chok.

SJÆLØR BOULEVARD – Navngivet i 1936, men området var allerede i 1720 kendt under navnet Siælør. Kystområdet ud for Kongens Enghave var i sin tid en yndet opholdsplads for en stor koloni af sæler og vejen startede i sin tid helt oppe ved Valby Langgade ad den nuværende Skovbogårds Alle mod syd som en planlagt stor promenadevej fra Valby, gennem Kongens Enghave ud til kysten ved Kalveboderne Bakkegårds allé, Bjerregårdsvej, Skovbogårds Alle, Toftegårds allé, Lyshøjgårds Allé, – alle disse veje er opkaldt efter de gamle gårde i Valby.

VALBYGÅRDSVEJ –Valbygård lå først oppe ved selve Valby Tingsted, som de andre gamle Valby-gårde også gjorde, men flyttede i 1795 ud på sine marker syd for Tingstedet og Langgaden. Den brændte så og blev i 1877 genopført på det nuværende Valby Kirkevej. Få år senere blev den nedrevet og Jesuskirken, som jo blev bygget af brygger Carl Jacobsen, opførtes på grunden. Vejen er egentlig gårdens gamle markvej mod syd.

VESTERBROGADE – Gaden fik i 1620 sin nuværende linieføring mellem Rådhuspladsen og Rahbeks Allé. Det sidste stykke frem til Pileallé blev først anlagt, da den nye Roskildevej blev ført over Frederiksberg Bakke i 1775. Navnet Vesterbro stammer fra 1616, da gaden blev brolagt indtil Værnedamsvej. Nogle år efter beordrede kongen vejen brolagt helt ud til Valby (pga. Frederiksberg slot), og den kaldtes da Den lange Stenbro.