På Maribovej under krigen

 

Det første jeg husker de natlige luftalarmer, hvor man skulle i tøjet og ned i beskyttelsesrummet i ejendommens kælder. Jeg husker den angst jeg følte, når vi gik over gården og så antiluftskytsets lysspor på himlen og hørte lyden af flymotorer.

Vi børn, der boede på vejen levede i øvrigt et dejligt liv. Vi var altid sammen udendørs, hvor vi legede og havde sjovt. Krigen mærkede vi ikke meget til, men jeg husker, at vi var henne ved brandstationen, fordi børnenes jungletromme havde fortalt, at en frihedskæmper var blevet skudt foran brandstationen, og ganske rigtigt kunne vi se en blodpøl foran stationen i gruset.

En dag var vi en gruppe børn på vej hjem. Vi befandt os på hjørnet af Valby Langgade og Vigerslevvej, da vi så en lastbil med tyske soldater komme imod os ad Vigerslevvej. Vi gemte os i opgangen nærmest Valby Langgade og opdager til vores skræk, at lastbilen holder ud for os, og soldaterne nærmer sig døren. Hurtigt slog vi døren op, og vi løb for livet ned til nærmeste villavej.

Den erindring, jeg dog husker tydeligst fra krigsårene, er fra den 21. marts 1945, hvor Shellhuset blev bombet.

Vi boede i en 3-etages ejendom på Maribovej 14. Min søster og jeg var nede i gården. Vi skulle først møde i skole klokken 12. Det var en smuk klar forårsdag.

Pludselig fløj der flyvemaskiner hen over hovedet på os. De var så langt nede, at vi kunne se piloterne i cockpittet. De så ned på os.

Få minutter efter kom luftalarmen.

Ulykkeligvis var en af maskinerne kommet ud af kurs og faldt ned ved Den franske Skole på Frederiksberg. De maskiner, der kom efter smed deres bomber der, hvorved 99 mennesker omkom, heraf 86 børn.

Min legekammerat Tonni gik på skolen. Hun overlevede. Jeg husker, at hendes far kom hjem med hende på cykel. Hun havde vanter på sine bare fødder.

Tonni fortalte senere, at da nonnerne og alle børnene styrtede ned i beskyttelsesrummet, ville en af hendes kammerater have hende med ind under en trappe. Hun løb dog videre og blev kastet omkuld ved en eksplosion. Den pige, der kom til at ligge oven på hende var død. Alle børnene under trappen blev dræbt.

Da krigen var slut, så jeg tilfældigt en dag, hvor jeg stod på hjørnet af Valby Langgade og Nystedvej at de tyske soldater gik i en lang række på vej hjem til Tyskland. De så så elendige og modløse ud, at jeg kan huske, at jeg følte medlidenhed med dem (jeg var kun 8 år!).

Lena Kristensen (født Ejsing)