De lokalhistoriske arkiver i København har i efteråret 2024 været i en kritisk situation. I september blev der indgået en budgetaftale for 2025, som indebar, at en del af den hidtidige bevilling til lokalarkiverne bortfaldt – og dermed at der ikke mere var dækning af lokalarkivernes basale drift.
Men heldigvis har Københavns Kultur- og Fritidsudvalg på et møde den 21. november 2024 besluttet at forlænge støtten til de københavnske lokalhistoriske arkiver med 384.000 kr. for 2025.
Ydermere har vi haft positive kontakter med politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget, som bakker op om at der sikres en varig løsning på lokalarkivernes økonomi, som rækker ud over 2025.
Så fra de københavnske lokalarkivers side vil vi takke politikerne for at have været lydhøre over for vore ønsker, så vi kan fortsætte vores arbejde for at gøre lokalhistorien tilgængelig – nu og for eftertiden.