Hans-Otto Lindgreen er nu gået bort i en alder af 86 år.
Hans-Otto har været helt afgørende for, at Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv har udviklet sig til at have så omfattende en lokalhistorisk samling, som tilfældet er. Hans-Otto havde en fortid som antikvarboghandler, og når vi i lokalarkivet har massevis af skrifter og bøger fra 1800-tallet og starten af 1900-tallet, så er det som oftest Hans-Ottos fortjeneste, at de er havnet hos os.
Hans-Otto har også et imponerende forfatterskab bag sig, med snesevis af bøger, manuskripter og artikler om Valby.
Hans-Otto kom ind i bestyrelsen i 1986. I 1996 blev han formand, da arkivets første formand, Arne Steen Jensen døde. Hans-Otto fortsatte som formand indtil 2012, men vedblev at være engageret i bestyrelsen i en årrække derefter.
De senere år trappede han ned på grund af dårligt helbred, og sidste år måtte han flytte på plejehjem.
Når man færdes i arkivet, støder man gang på gang på arkivalier, som han har skaffet til huse. Således også med den aktuelle udstilling ”København og Valby i panorama”. En stor del af tegningerne er fra hans eksemplarer af Illustrereret Familie-Journal omkring år 1900, og fra de store hovedstadsavisers søndagsudgaver i 1930erne.
Hans-Otto boede indtil sidste år på Hartmanns Allé i Valby og Omegns Byggeforening (”Den røde By”). Da byggeforeningen havde 100-års jubilæum i 1998 var det Hans-Otto, der stod bag jubilæumsbogen ”Fra kornmark til byggeforening”. Den er ikke gået i glemsel: i 2023 fik vi genoptrykt den, så den stadig er tilgængelig.
Hans-Otto er også manden bag vor ”best-seller”: Engang i Valby – 45 artikler. Den blev oprindelig udgivet i 2007, og den indeholdt dengang 33 artikler. De havde været bragt i lokalaviser, hovedsagelig Valby Bladet. Da vi i 2024 ønskede at genoptrykke denne artikelsamling, blev vi klar over, at Hans-Otto havde flere artikler liggende. I samarbejde med ham fik vi dem gjort klar til udgivelse, så vi kunne udgive en udvidet version af bogen. Jeg har ”kun” kendt Hans-Otto i godt 10 år – og kendt ham som et meget vidende og venligt menneske.
I 2018 blev Hans-Otto æresmedlem af Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv som påskønnelse af hans mangeårige indsats for Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv.
Hans-Otto Lindgreen vil blive bisat fra Timotheus Kirke på tirsdag den 6. oktober kl. 11. Der er efterfølgende kaffe i krypten.
Helge Rørdam Olesen
Formand for Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv