Oplevelser med de offentlige transportmidler i 1950erne
Af Merete Carstens
Jeg var knap 8 år, da jeg i februar 1952 med min far og mor og lillebror flyttede til Valby. Nåh by… det var nu så meget sagt, – det var ude på landet. Nogle få 3 etagers huse, – og i nogen afstand villaer og bungalows. Ellers var der haveforeningshuse, barakhuse, vognpark og et par bondegårde. Marker og grøftekanter. Et paradis.
Og det tog lang tid at komme derud. Først med sporvogn til Toftegårds Plads, og så med en bus. Linje 36. En ringlinje. Vigerslev Ringlinje hed den. Det betød, at den startede og endte det samme sted. Men det betød også, at den startede og endte det samme sted. Men det betød også, at den kørte en ordentlig omvej. Den ene vej kørte den ad Vigerslev Allé og Lykkebovej til Vigerslevvej og videre af Gl. Køgevej, Ellebjergvej og Trekronergade. Det skete ofte, at bussen måtte holde og vente ved Jernbaneoverskæringen i Trekronergade, mens bommanden sænkede og hævede bommene ved at dreje på et håndsving. Bussen hørte til Københavns Sporveje og havde den karakteristiske gule busfarve.
Mine forældre, som indtil da ikke havde haft længere transporttid til arbejdet end 10 minutter med sporvognen, var temmelig irriterede over den langsomme bus. Men så opdagede de Hvidovre Rutebiler. De var røde med grønt tag og kørte direkte fra Toftegårds Plads ad Gl. Køge Landevej. 2-3 minutter så var vi fremme. Det var da en forbedring. Desværre skulle man betale igen, men man kunne få børnebilletter. Sådan en kostede 20 øre. Linje 132 var også en ringlinje. Den ene vej kørte man som sagt ad Gl. Køge Landevej, – den anden ad Vigerslev Allé ud til Hvidovrevej. Det gjaldt om at komme med den rigtige bus, – de holdt begge to på Sibbernsvej, og kørte næsten samtidig, men det var den, der holdt forrest, vi skulle med.
En tredje slags busser kørte forbi vores vinduer på Gl. Køge Landevej, Køgevej, som vi kaldte den, – det var DSB-busserne. De var røde, men faconerne på de busser var meget forskellige. Jeg husker en ledbus, hvor førerhuset var anbragt for si selv, og drejede før resten af bussen.
Den kaldte vi ”Ormen” – og en ”Dobbeltdækker” dvs. en bus i to etager. At prøve den var mit store ønske i mange år, men det blev aldrig til noget, for DSB-busserne, der kørte fra Valby Station, måtte ikke sætte folk af før Avedøre. Der forelå en aftale om hvilke busser, der betjente hvilke områder. At det også gjaldt Hvidovre Rutebiler, blev jeg først klar over nogle år senere, men som sagt – hele familien var gået over til Hvidovre Rutebiler,
Som 11-12-årig begyndte jeg at være babysitter hos folk. I begyndelsen dog mest hos mine forældres bekendte, der havde mindre børn. Jeg skulle være i Bærhaven klokken 18, så jeg havde masser af tid til at gå på biblioteket. Det lå også dengang i Skolegade og var det eneste, der var i Valby. I god tid forlod jeg biblioteket, gik hen til bussen, – og gik op i den forreste. Usædvanligt nok holdt der kun én bus, men somme tider kunne den anden være forsinket, så jeg spekulerede ikke mere over det. Bussen begyndte at køre, og til min skræk drejede den ned ad Vigerslev Allé. Omgående ringede jeg på klokken for at blive sat af ved det første stoppested, så jeg kunne komme med den rigtige bus. Det første stoppested – det kørte vi forbi. – Ved den næste stoppested standsede vi, – men selv om jeg ringede og ringede på klokken, blev døren ikke lukket op. Da bussen satte i gang igen, begyndte jeg at græde. Jeg havde ingen anelse om hvor bussen kørte hen, og om jeg overhovedet kunne finde tilbage. Nogle af de andre passagerer fortalte mig nu, at jeg ikke kunne komme af før vi var i Avedøre. ”Jamen, jeg skal til Køgevej” hulkede jeg. ”Vi kommer også hen til Køgevej”, var der én der svarede. ”Jamen, jeg skal være der klokken seks”!!!
En venlig mand fortalt mig, at jeg kunne stå af lige efter, at vi havde passeret Vigerslevvej, og tage linje 36, så skulle jeg nok kunne nå det. Jeg takkede ham og stod af. Hvad jeg ikke havde fortalt var, at jeg ikke havde penge nok til linje 36, som var dyrere end 132. Så jeg løb – og der var langt. Da jeg 5 minutter over seks ringede på døren, ventede jeg en bebrejdelse over at være kommet for sent, men de så bare ud som om, de var glade for, at jeg var kommet. De viste mig til rette, og så gik de. Det var meget sent, da de kom tilbage, jeg var faldet i søvn og var derfor glad for at manden i huset kørte mig hjem….. I bil? Nej da, jeg sad bag på hans knallert!!!