Niels Valentin Nielsen in memoriam

Niels Valentin NIelsen foran nogle fine donationer, han havde skænket Arkivet. Januar 2024.

Mange af vore medlemmer vil kende Niels Valentin Nielsen, som var æresmedlem af Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv.

Niels Valentin døde 2. april 2026, 97 år gammel.

Igennem et langt liv har Niels Valentin samlet lokalhistorisk viden om Vigerslev, så han blev en førende ekspert i Vigerslevs historie. Han har gennemført talrige interviews med beboere i Vigerslev, og han har samlet billeder, malerier og andet materiale.

Over årene har han skrevet en del artikler i årsskrifterne for Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv, og han har også forfattet andre manuskripter. I Arkivet har vi meget af Niels Valentins materiale liggende, og en del er umiddelbart tilgængeligt fra vores webside.

I manuskriptet ”Gennem Vigerslev i 1936” fortæller han om sine første oplevelser af Vigerslev:

”Mine første oplevelser af Vigerslev var i 1936; jeg var 8 år og boede nogle måneder hos min farfar tømrer Jens Christian Valentin Nielsen i Vigerslevstræde 21. Efter skoletid gik jeg rundt i byen og besøgte min familie, der boede i to andre huse i Vigerslevstræde…..”

Hele hans beretning, illustreret med datidige fotos, er tilgængelig fra vores webside.

I Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv er vi taknemmelige for at have haft Niels Valentin som stor bidragyder af historisk materiale.

Ære være hans minde.

Helge Rørdam Olesen
Formand for Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv

Her er et udvalg af links, hvor du kan finde materiale, som stammer fra Niels Valentin: