Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv holder ordinær generalforsamling tirsdag den 14. april 2026 i VOC’s lokaler, Gammel Jernbanevej 25, 2500 Valby.
Link: Indkaldelse med dagsorden samt andet materiale
Sted: VOC, Gl. Jernbanevej 25
Pris: Gratis.
Tilmelding senest 12. april: helge.olesen@email.dk / 30 28 71 66. Tilmelding er ikke absolut nødvendig, men hensigtsmæssig.
Generalforsamlingen er kun for medlemmer, så man skal have betalt kontingent på forhånd (eller eventuelt på selve aftenen).
Lokalhistoriske indslag efter generalforsamlingen:
Highlights fra Lokalarkivets samlinger
Tre af Lokalarkivets ildsjæle giver glimt fra Lokalarkivets arbejde og fortæller om highlights fra samlingerne.
I Lokalarkivet får vi jævnligt lokalhistoriske spørgsmål, som leder til detektivarbejde. Niels Borger vil fortælle om en sag, hvor vi blev spurgt til motivet på en skydeskive fra Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab fra 1824. Det skulle angiveligt være fra Valby, men … Hør historien!
Vi har for et par år siden gjort en ihærdig indsats for at få bevaret den gamle smedje på Valby Langgade 55 (bag Ostebutikken). Vi kender en hel del til smedjens historie. Kirsten Henriksen vil fortælle om historien og om en helt særlig salmebog fra 1812, som er gået i arv i slægten hos den familie, der boede i den gamle smedje. Salmebogen findes nu i Lokalarkivet.
I januar-februar har vi i Lokalarkivet fået bygget et nyt reolsystem til vores malerier og arkivalier.
Det betyder bl.a., at der nu er adgang til hele den samling af ældre udstillinger, som vi har haft liggende, men som i praksis har været næsten utilgængelig. Hver udstilling omfatter omkring 10-20 plancher.
Der har været en ny udstilling næsten hvert år i Arkivet siden 2002, så der er tale om en omfattende samling af plancher. Helge Rørdam Olesen vil fortælle om nogle af udstillingerne med nedslag i spændende eller pudsige plancher.
Mange ting fortjener at blive vist frem. Således har vi spændende panoramategninger af Valby og det øvrige København både fra 1800-tallet og fra den første halvdel af 1900-tallet. Et mindre udvalg af disse panoramategninger bliver fremlagt fysisk.