Tirsdag d. 15. april er 80-årsdagen for drabene på 3 frihedskæmpere.
På dagen vil der være afsløring af en mindeplade på pladsen ved den gamle “Dæmningens Brandstation”, hvor drabene fandt sted.
I mange år har tre små metalkors i asfalten markeret stedet for drabet på frihedskæmperne.
De 3 dræbte er:
- Arbejdsmand Kaj Julius Pedersen (1919-1945)
- Vinduespolerer Bruno Edvin August Vincent Christensen (1920-1945)
- Arbejdsmand Carlo Bertrand Clausen (1922-1945)
Den 15. april 2025 kl. 10 bliver der afsløring af en ny mindeplade i asfalten ved korsene, arrangeret af Frihedsmuseets Venner og Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv.
Begivenhederne i 1945
Drabene skete som hævn for en likvidering af stikkerægteparret Schmidt den 13. april 1945 ved hjørnet af Dæmningen og Vigerslevvej. Ægteparret arbejdede på Dagmarhus og boede i nærheden. Likvideringen blev udført af frihedskæmpergruppen ’Lange’.
De 3 frihedskæmpere blev fanget af hipofolk under en aktion med uddeling og opklæbning af det tysksprogede flyveblad ’Die Wahrheit’ og den 15. april 1945 kørt ud til stedet, hvor likvideringen fandt sted.
Brandstationen var under opførelse, og byggepladsen var omgivet af et plankeværk. Frihedskæmperne blev bundet til plankeværket og dræbt.



Metalkorsene
Da byggeriet af brandstationen var færdigt, blev de tre metalkors lagt ned i vejbanen til minde om begivenheden.
Pårørende til de 3 unge frihedskæmpere og frihedskampens venner lagde i lang tid blomster på pladsen foran brandstationen, og denne tradition videreføres stadig af lokale borgere.
Hvad sker der den 15. april 2025?
På dagen byder René Zorn, Frihedsmuseets Venner, velkommen.
Niels Borger, Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv, fortæller om begivenhederne i april 1945.
Derefter afslører Tim Ole Simonsen, Brandmuseet, mindepladen.
Der lægges blomster ved de tre kors, og de fremmødte holder et minuts stilhed til ære for de tre frihedskæmpere.
Det foregår ved en tidligere brandstation, Hansstedvej 7.
I forbindelse med afsløringen af den ny mindeplade vil Brandmuseet, Enghavevej 170, 2450 København, oprette en lille udstilling om brandstationen og begivenheden. Udstillingen vil bl.a. indeholde et klenodie fra episoderne på stedet.
Links
Invitation til afsløringen den 15. april – som pdf-fil
Websiden https://valbylokalhistorie.dk/tre-kors/ med historien om de tre kors.
Artiklen “En stikkerlikvidering” – på hjemmesiden for grundejerforeningen “Ved Dæmningen”